23948sdkhjf

Amazon blokerede egne aktionærers forslag om beskyttelse af arbejdere

En række Amazon-aktionærer krævede de ansattes rettigheder og sikkerhed til debat på selskabets generalforsamling. Det fik selskabets advokater forhindret.

Internetgiganten Amazon har været ramt af et hav af strejker og protester i Europa og USA under corona-krisen på grund af smittefare og krænkelse af faglige rettigheder. 

Men det er kun få uger siden, at det lykkedes Amazons advokater at blokere et aktionærforslag om at sikre arbejdsmiljø og rettigheder til at forhandle overenskomster og organisere sig i fagforeninger i koncernen.

Det skriver Fagbladet 3F.

Forslaget er stillet af den svenske Öhman Fonden på vegne af en række af selskabets investorer og skulle have været til afstemning på Amazons årlige generalforsamling, der finder sted den virtuelt 27. maj.

Men med hjælp fra amerikanske myndigheder, undgår Amazon nu en debat om arbejderrettigheder på generalforsamlingen.

Amazon søgte nemlig om tilladelse hos det amerikanske finanstilsyn til at udelukke forslaget fra generalforsamlingen og fik dispensationen fra myndighederne den 27. marts. 

I de følgende dage blev flere aktive arbejdere inden for faglig organisering og klimakamp fyret på grund af brud på interne retningslinjer.

Finanstilsynets formand, Jay Clayton, er udvalgt af præsident Donald Trump og har mødt kritik for at give selskaber frit spil og færre muligheder for investorer gennem nye regelsæt.

Angie Quennell fra Amazons kommunikationsafdeling bekræfter, at forslaget er blevet blokeret. Begrundelsen er, at selskabet for nylig har indført ”Amazons Globale Principper For Menneskerettigheder” og dermed opfylder kravene ifølge talskvinden. Hun ønsker dog ikke at kommentere årsagen nærmere.

Fredric Nyström, chef for ansvarlige investeringer i Öhman Fonden, er uenig.

- De principper, Amazon har vedtaget, nævner ikke retten til faglig organisering og kollektive aftaler. Vi har gennem årene set mange rapporter, der dokumenterer problemer med arbejdstagerrettigheder. Der har blandt andet været fyringer af folk, der har dannet fagforeninger. Derfor lavede vi vores forslag til en resolution.

- Det amerikanske finanstilsyn er ikke først og fremmest eksperter i arbejdstagerrettigheder, men de besluttede at bakke Amazon op, siger Fredric Nyström

Han fortæller, at Öhman Fonden har været i dialog med Amazon i en længere periode for at få selskabet til at forpligte sig på området.

- Det er vigtigt for os som investorer at gøre noget for arbejdstagerrettigheder, og interessen er stigende. Fagforeninger står ikke i modsætning til at sikre et overskud, tværtimod. Se bare på de nordiske lande, hvor virksomheder typisk har et godt samarbejde med fagforeninger, siger Fredric Nyström.

Han forklarer over for Fagbladet 3F, at over 40 investorer var med i fondens første henvendelse til Amazon i november sidste år og varsler, at der kan komme nye initiativer på den anden side af sommerferien.

Amazon har i en lækket video fra 2018 erklæret at, ”vi mener ikke, at fagforeninger er ikke i vores kunders interesse,” og indgår af princip ikke overenskomster.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14